"Undskyld Hr., må jeg byde dem et kirsebær?"

sommer_i_tyrol-2448.jpg

Landmandsliv

Den danske operette "Landmandsliv" er for mange særlig kendt fra DR's filmatisering fra 1965, med blandt andre Lone Hertz, Morten Grunwald, Ellen Winther, Fritz Helmuth, Helle Virkner og Poul Reichardt. Operettekompagniet Polyhymnia byder nu på en enestående chance for at opleve denne folkekære operette i levende opsætning med kammerorkester i det charmerende gamle Hofteater i hjertet af København.

Musikken er af Kai Normann Andersen og tæller klassikere som f.eks. "Gå med, gå med" og "Undskyld Hr. må jeg byde dem et kirsebær". Velkommen til en festlig aften i Hofteatret!

Spiller 2. - 9. maj 2014

Handling:

Velkomstsangen klinger ud over godset Pümpelhagen, da folkene med æresport, flag og guirlander, modtager greveparret. Grev Axel von Rambow har nødtvungent måtte forlade det glade københavnerliv, for at vende tilbage det mere jordbundne landmandsliv. Han har simpelthen brugt for mange penge. I øvrigt sover han længe om morgenen og er egentlig et meget sympatisk menneske. Den dejlige grevinde lader ham sove og er i det hele taget en drøm af en ægtehustru.

Den grevelige fætter Frantz von Rambow står dog gerne tidligt op om morgenen, og stuepigen Marie Møller, der har et hjerte af guld med et meget lavt smeltepunkt, er blevet så forelsket i ham, at hun går og taber porcelænet. Et par ekstra tallerkener ryger også på grund af landbrugseleven Fritz Triddelfitz, men mest fordi han altid kommer galt af sted.

Godsets økonomi er i en alvorlig forfatning. Et par luskede herrer fra København dukker pludselig op sammen med deres "Høne". De tilbyder med et lån at hjælpe von Rambow ud af den økonomiske krise. Gensynet fejres med et bal.

Den kære onkel Bræsig har sans for livets store og små glæder. Han trøster Marie, da hun opdager at Frantz har forlovet sig med godsforvalterens datter, Louise. Han opdager også, at de to slyngler fra København ikke har lånt greven penge af lutter næstekærlighed.

Det bliver Fritz og Marie, der bringer tingene på deres rette plads. Fritz, med hjælp fra godsforvalteren Havermann, og Marie, fordi hun skriver et brev, selv om det kniber med stavningen. Da de to fidusmagere dukker op for at overtage godset, bliver de selv taget ved næsen og greveparret kan lykkeligt svinge sig i valsetakt ved høstgildet sammen med Frantz og Louise, Fritz og Marie, og onkel Bræsig, som tager sig en svingom med godsforvalteren.

Forestillingen støttes af Augustinus Fonden, Dansk Kapelmesterforening, Oticon Fonden, Nordea Fonden, Toyota Fonden, Tuborgfondet og Hyltebjerggaard.

Opføres med tilladelse fra Dansk Teaterforlag.