Offenbachs klassiker fra 1864 sætter ægteskab og troskab under lup - især set fra kvinders perspektiv. 

"Skæbnen har bestemt det," udbryder vores heltinde dronning Helene af Sparta hver gang, hendes liv slår pinlige knuder. Og når man som hun er sprunget ud af den græske mytologi, kan man tørre mangt og meget af på skæbnen. Vi moderne tilskuere ser nok snarere en noget karaktersvag, men livlig og dårende dejlig kvinde i Helene, som leder efter dårlige undskyldninger for sin glade svaghed for livets fristelser. Og hvem ville ikke være fristet af den smækre og selvsikre hyrde, som viser sig at være prins Paris, hvis man som hun var gift med den gamle stive kong Menelaos, som er blomstret af som ægtemand.

Intrigerne turneres af et broget figurgalleri fra det gamle Grækenland. Imidlertid opfører de gamle grækere sig mere som anløbne parisere fra 1860'erne, som til forveksling ligner letsindige københavnere fra 2010'erne. Vi møder en række fjollede og uduelige konger, en ødeland af en forkælet prins, lystne og festglade kurtisaner, snu tjenestefolk og ikke mindst den durkdrevne tempelpræst Kalchas, der med gejstlig autoritet og orakelsvar, som kan købes for penge, kan hjælpe løjerne på vej. Helt galt går det, da gudinden Venus straffer Grækenland ved at gøre alle kvinder umættelige i deres lyst efter mænd.

Vel er Den skønne Helene særdeles sjov og fjollet; men operetten havde ikke opnået sin klassikerstatus, hvis ikke den havde så skarpt og vittigt et blik på os moderne mennesker, vore svagheder og vores snyd, vort hykleri og først og sidst vores bøjelige moral i mødet med kødets fristelser. Vi genkender os selv - og i operettens glade univers tilgiver vi nok også os selv. Først og sidst er det dog Offenbachs geniale musik, som har holdt Den skønne Helene spillende på verdens teatre i over 150 år. Hans musik er livsbekræftende festlig, inderligt besnærende og fuld af uforglemmelige melodier. Læg dertil et både veloplagt og velsyngende ensemble af yngre sangere, dans og flotte kostumer, et 13-mandsorkester og så ikke mindst Hofteatrets enestående rammer.